fredag den 24. november 2017

Udstilling i mellemrummet ved billedkunstcenteret på Godsbanen i Århus

Udstillingsperiode: 1. december til 22 december. 

Pressemeddelelse:

Jeg, claus ejner, udstiller 11 blyantstegninger, som er lavet i forbindelse med, at jeg var på TækkerAIR Berlin-residenciet i maj måned 2017 støttet af Statens Kunstfond. Tegningerne har alle den overordnet titel: Jeg tænker ikke over, hvad jeg laver. Automattegning nr. x“. Automattegningerne er inspireret af surrealisternes automattegninger. Ideen er at snyde mine egne “kontrolinstanser” og lade underbevidstheden diktere, hvad jeg er optaget af. I parentes vil jeg pointere, at der i tilblivelsesprocessen indfinder sig et “element af bevidst styring” i tegningerne, når jeg begynder at ane en historie i tegningen. Som kunstner definerer jeg mig som en historiefortæller.

Jeg vil pointere, at man allerede nu ved nok om udstillingen, til at kunne se den og dermed stoppe her med at læse HER, STOP HER. FORSÆTTER man, følger nogle af de erfaringer og oplevelser, jeg gjorde under mit ophold: 

Jeg var utrolig glad for mit ophold. Berlin er en fantastisk by. Jeg har kun et  kritikpunkt, og det er mod madlavningsfaciliteterne. Der var gaskomfur i lejligheden. Jeg har set for mange film i min barndom, hvor utætte gasledninger var skyld i eksplosioner eller folk blev gasset ihjel imens de sov, fordi de havde glemt at slukke for gassen, da de lavede mad. Derfor lavede jeg ikke varm mad på komfuret en eneste gang. Jeg levede af pizza Margarita, Prince chokoladekiks, firkantede kiks af mærket Cafe au Lu, dem med mørk chokolade, fordi jeg tvang mig selv til at være bevidst om, at det usundt at spise chokolade i store mængder, med mindre det er mørk chokolade, selvom jeg faktisk ikke bryder mig specielt om mørk chokolade, jeg foretrækker lys chokolade, Lays salted chips, saltstænger, sandwish med spegepølse, små bæger med yoghurt med kirsebær og så æbler. Normalt ville jeg også have spist bananer, men i bussen på vej til Berlin, kom jeg på EkstraBladet.dk til at læse om en, der havde købt nogle bananer, og da han åbnede en af bananerne, vrimlede det ud med en masse giftige edderkopper.

Det jeg frygtede allermest, og som jeg ikke kunne fortrænge som gaskomfurs-problematikken, og som jeg måtte leve med som et eksistentielt grundvilkår, var, at fordøren havde smæklås. Når man lukkede døren i, låste den. Dvs., når man skulle ud, skulle man være helt sikker på, at man havde nøglen til døren, ellers kunne man ikke komme ind igen. Jeg knugede derfor altid nøglen i min venstre hånd, når jeg gik ud af døren, og jeg lukkede ikke døren, før end jeg var 120 procent sikker på, at jeg havde nøglen i venstre hånd. Derfor lykkedes det mig heller ikke på noget tidspunkt at låse mig selv ude. Min praksis på dette område anbefales til andre residenter. 

Jeg så alle 24 afsnit af Matador på Bonanza. 

Jeg skiftede pæren i gangen.

Min fortrukne fyraftensøl var Berliner Pilsner, der er billig, men velsmagende.

Erfaring som kan være til gavn for mandelige residenter: Allerede anden dag gjorde jeg den erfaring, at det var smart at sætte sig ned på wc’et, når jeg skulle tisse, især når jeg virkelig skulle tisse, og hvor jeg ville have en hård, aggressiv stråle. I de situationer kunne der hoppe vanddråber op, når strålen ramte vandet i bunden af wc’et, fordi bunden af wc’et var lagt nede i wc’et i forhold til danske toiletter, derfor faldt strålen længere og ramte vandoverfalden hårdere, hvilket skabte en “eksplosion-agtig” kollision, der slyngede vanddråber op i luften, hvor en eller to kunne risikere at ryge ud over kummen og ramme gulvet. For en der er neurotisk anlagt, fik det bacille-klokkerne til at bimle løs. Det spørgsmål centrale var: var der sket en sammensmeltning mellem vand og urin: således at vanddråben eventuelt bestod af 50 procent rent vand og 50 procent urin, eller måske 78 procent rent vand og 22 procent urin eller kun rent vand? Det var umuligt at afgøre. Men der var nok en vis grad af sandsynlig for, at vanddråben bestod af en vis procentsats urin, således at den situation, man stod i, efter man havde været på wc’et for at pisse, var, at der var kommet tis på gulvet. Som et ansvarlig og rengøringsbevidst menneske betød det, at jeg var nødt til at vaske gulvet omkring wc’et. Eftersom jeg i hvert fald gerne er ude og pisse 8-10 gange om dagen, blev det en del gange gulvet skulle gøres rent, hvis der hver gang hoppede en vanddråbe eller to ud på gulvet. Er du mand vil det derfor spare dig for en masse tid og besvær, hvis du sidder ned og tisser.

Lejligheden lå på 5 sal. Hele den anden uge var jeg, når jeg skulle sove, bange for at jeg skulle gå i søvne og komme til at åbne et vindue og spadser ud i den tomme luften, fordi jeg troede, det var en asfalteret vej. Jeg har en gang som barn gået i søvne, og der gik jeg ind i stuen og pissede på vores fjernsyn.

Jeg brugte meget tid på at gå rundt i Berlin. Minium 4 timer om dagen. Går man gennem byen, oplever man den mere intens, end hvis man kører med ubahn til en bestemt destination, netop fordi Berlin er så kaotisk og uforudsigelig arkitektonisk mm., at man simpelthen snyder sig for en masse oplevelser. 

Jeg var på STASI-museet i bydelen Lichtenberg. Jeg var skuffet. Det var meget informativt med teksttunge plancher omkring, hvordan man udspionerede folk mm.  Jeg kunne ikke fornemme gruen. Det kunne have været virkelig intenst, hvis der havde været et afsnit med fængselsceller, hvor man en halvtime kunne blive låst inde i en lille fugtig celle med vægge med hjerteskærende graffiti ridset med et søm og hvor der var en fjernsyn, hvor en tidligere fange i en af disse celler fortalte sin livshistorie - hvordan han var havnet i STASIs klør, hvad de havde gjort ved ham for at få ham til at tilstå. Jeg vil foreslå, at se De Andres Liv, tysk film, den kan ses på Netflix eller Filmstriben, bibliotekets internet filmtjeneste. Den handler om STASIs aflytning. 

Jeg var inde og se en ny dokumentarfilm om Joseph Beuys af Andres Veiel, hed BEUYS. Jeg synes, Beuys værk til Documenta 5 i 1972, hvor han plantede 7000 træer, er et fantastisk stykke kunst. Han gravede halvdelen af en groft udhugget firkantet sten ned i jorden og plantede et træ ved siden af. Som jeg ser det, skal træet symboliserer livet, det levende, det der vokser, stenen, symboliserer det døde, det der er dødt, det der bevæger sig ingen steder hen. Jeg så filmen i Delphi Filmpalast på Kantstraße 12A, der ligger i nærheden af Kurfurstendamm, en virkelig flot biograf. 


De største kunstneriske oplevelser jeg havde, var bøger, jeg købte hos Walther Köning Gmbh & Co på museumsøen, især “Momente” som bestod af et udvalg af Henri Michaux automattegninger og “Café Dolly: Picabia, Schnabel og Willumsen. Hybrid Painting”. Begge bøger købte jeg for næsten ingen penge. Walther Köning boghandlen er efter min vurdering en af de bedste boghandler i Berlin, bedre end den på Hamburger Bahnhof. Det eneste jeg fortryd, var, at jeg ikke købte en bog om Louise Bourgeois’ værk til 80 eller 85 euro, der nok var 1000 sider lang. Jeg kan ikke finde den Amazon.