Arvingerne

Jeg synes Arvingerne er fremragende, men alligevel er der et element, der irriterer mig: det er den form for relativisme, der er mellem godt og ondt, hvem der er de gode og de onde. Det kan skifte flere gange i et afsnit. Fx fik jeg i afsnittet i går helt sympati for Gro næsten hele afsnittet, og det samme med ham naziadvokaten, og jeg begyndte, at synes, at Sunshine var irriterende, men lige de sidste fem minutter skifter det, så Gro og naziadvokaten igen bliver de onde. Sådan er det i hvert afsnit. Det er selvfølgelig et fortælleteknisk trick og en pointe er måske, at verden ikke er sort hvid, at mennesker ikke er entydige gode og onde, det tror jeg da også, er sandt, men i Arvingerne synes jeg den for form relativisme, bliver lidt for overdreven, det svækker serien.